Romerske navnegenerator

I det gamle Rom blev navne og deres betydning taget meget alvorligt. Romerne troede, at der ligger en persons skæbne i dem. De troede, at hvis den dårlige ønsker kendte navnet, kunne han ved hjælp af magi tage en persons liv. Dette er grunden til, at slaver blev forbudt at udtale navnet på deres herre. Drengen modtog et personligt navn på den ottende eller niende dag efter fødslen. Der var en tradition for kun at give de fire ældste sønner et personligt navn, og resten som personnavn kunne være ordinære tal: Quintus (femte), Sextus (sjette), som således blev til personlige navne. De fleste personlige navne er af en så gammel oprindelse, at deres betydning blev glemt allerede i den klassiske æra.

Romerske navne har en rig historie. I det gamle Rom var folk meget seriøse om, hvordan man navngiver et barn. Der var et ordsprog, der sagde, at navne ikke var genstand for enighed. Af denne grund blev selv gudernes navne ikke talt højt. Præsterne var bekymrede for, at fjenderne ikke ville bruge deres viden og lokke guderne til dem. Slaver kunne heller ikke tale højt om navnene på deres herrer, især når en fremmed var i nærheden. Det romerske mandnavn bestod af mindst to dele: et personnavn (praenomen) og et generisk navn (nomen); derudover kan der være et individuelt kaldenavn eller navnet på en gren af slægten (cognomen).